This CD consists of geothermal recordings of vibrations in the ground around the area of Krisuvik, Geysir and Myvatn in Iceland. The recordings have been carried out using accelerometers inserted into the earth at various places around the geysers, mapping the sonic aspects of volcanic activity at the surface of the earth.
Recorded during January and August and mixed in winter 2004.
Thanks to Thor Magnusson & family, Kristin Gunnarsdottir, Alberto de Campo and Anthony Moore.
Track list:
1. Ala
2. Gaea
3. Nerthus
4. Coatlicue
5. Al-Lat
6. Aramaiti
7. Izanami
8. Kali
9. Gerd
Reviews:
The Wire (UK):
Jacob Kirkegaard is not so much a composer as a sound hunter – a man on a quest to capture sonic ineffabilities and bring them to our ears. In the past he has used his collection of probes, accelerometers and contact microphones to record the interior noise of ice crystals and the tiny transformative cries of nuclear fission. On Eldfjall (which translates as ‘Fire Mountain’) he offers an insight into the restlessness of the Earth’s core by documenting the geothermal vibrations of Iceland’s volcanic geyser regions. Given that they were made in such a tumultuous landscape, it’s no surprise that these recordings are wonderfully and fascinatingly various – an utterly inhuman, but strangely immersive array of hisses, slithers, drones and swirls whose cumulative impact far surpasses that of many human contrivances. [Chris Sharp]
Metro (UK):
FRINGE BENEFIT
Music from the outer reaches
Jacob Kirkegaard: Eldfjall (Touch)
Sigur Ros get all the kudos for conjuring images of icecaps and glaciers with their music, but here is the real sound of the Icelandic landscape – literally. Jacob Kirkegaard’s Eldfjall consists of geothermal recordings of vibrations in the ground around the areas surrounding the Icelandic towns of Krisuvik, Geysir and Myvatn. The nine tracks were recorded using accelerometers (vibration sensor microphones) which were placed into the earth around geysers to map and record sonic aspects of volcanic activity. There’s none of Sigur Ros’ soaring tunes or whale song-esque vocals. In fact, there’s not really anything approaching melody or rhythm, just an assortment of earthy wholesome burblings that sound variously like the distant rumbling of thunder, amplified static, Autechre and rain falling on a tent. Sorted, geysers. [Graeme Green]
Igloo (USA):
When I read about these Icelandic geothermal earth recordings by Jacob Kirkegaard I knew right away that there was something deep inside the steaming banks of these hinterlands. Hearing what he’s done with these field recordings you will face a brisk, bracing wind and deeper tones of what I consider the end of the Earth. Iceland is truly the personification of a star on our beloved and deteriorating planet. It’s lava flows and volcanicisms have blackened the seas and molten the landscape. Kirkegaard illuminates and characterizes the voice beneath the surface. From breathy gusts to spitting rumble, his microphone has been inserted into the surfaces of far off places possibly never penetrated before his tenuous visit. Pretty much the only dead zone in this recording is its use of breaking into tracks, it would work as a flow of sound rather than a document of places and excerpts. Danish-born Kirkegaard’s use of mapping equipment and electronic accelerators dramatize the already vital whispering, chilling winds and amplify the heartbeat of rich soil. It’s a dirty job, but someone had to do it. Transcendentally fragile organic music.
Just for a Day (USA blog)
Other Music (USA):
Sound artist Jacob Kirkegaard is probably best known outside of his native Denmark for Soaked, his collaborative live disc with British turntable artist Philip Jeck, released on Touch a couple of years back. Eldfjall, however, documents a strictly scientific approach; Kirkegaard made a series of geothermal recordings of vibrations in Iceland around the areas of Krisuvik, Geysir and Myvatn. These recordings were captured with vibration sensor microphones called accelerometers – microphones that are literally stuck into the ground around geysers in order to map “the sonic aspects of volcanic activity at the surface of the earth.”
As you can imagine, there is quite a lot of low end rumbling and noisy liquid activity. But what makes this fascinating CD transcend mere documentation is the extreme care and precision that went into its creation. The recording quality is superb and the editing is distinctly calculated. Kirkegaard demonstrates quite a range with a relatively narrow palette. While pitch-wise, most of the recordings stay in the lower end of the frequency spectrum, he manages to create a fairly dynamic listening experience by juxtaposing sparse, almost drone-like recordings with more frenzied and flowing masses of sound. Initially this CD made me think of Japanese sound artist Toshiya Tsunoda, but where Tsunoda tends to focus on intimate and small spaces, Kirkegaard is more interested in denser sonic matter. For fans of artists such as Tsunoda, Chris Watson and Joe Banks’ Disinformation project. Well worth checking out. [KH]
Village Voice (USA):
Eddytor’s Dozen
by Chuck Eddy
April 11th, 2005 6:55 PM
Underground music for real
VITAL (The Netherlands):
Maybe the term ‘Geothermal Recordings’ don’t mean much to you, but roughly speaking it’s sticking a microphone in the ground and record the earth’s vibrations. Kirkegaard has done this in the area of Krisuvik, Geysir and Myvatn in Iceland, using of course not a simple radio shack microphone, but accelerometers, which are vibration sensor microphones. They pick up the sonic aspects of volcanic activity at the surface of the earth. The liner notes aren’t very clear as to what Kirkegaard has done with those recordings, ie some sort of processing afterwards. Or maybe these are straight forward recordings? That could also be possible, upon playing these nine tracks it is hard to tell. Whereas as his previous solo CD ‘01.02’ (see Vital Weekly 355) was mostly a pleasant, ambientes-que journey through modern life, this ‘Eldfjall’ is a rather dark environmental walk. Less pleasant by all means, these unearthy rumbles are closer to ‘industrial’ (I’m sure many find this an out-of-place word here) music than to ambient. Not that Kirkegaard plays harsh music but it’s all quite dark and alienated. It’s a fascinating journey however of quite uneasy sounds. Captivating! [FdW]
Gaffa (Denmark):
Jacob Kirkegaard laver ikke musik i gængs forstand. Faktisk består den 29-årige danskers nye album Eldfjall udelukkende af uredigerede optagelser af lyde fra jorden. Kirkegaard har under to besøg på Island dokumenteret de vibrationer, der naturligt forekommer i overfladen af vores planet. Det gjorde han med et såkaldt accelerometer – en slags kontaktmikrofon, han anbragte på en pind, som derefter blev stukket direkte ned i gejsere eller området lige omkring dem – altså essentielt åbninger til jordens indre. Eldfjall tager form som ni minimalistiske, abstrakte og ofte støjprægede flader. Som løsrevet musik uden forklaring er det begrænset, hvor interessante de er, men kender man til lydmaterialets unikke baggrund, giver pladen en helt speciel oplevelse. Så føles det nemlig som at spionere på Moder Jord – at lytte til hendes mest intime bevægelser og åndedræt, og man indser hurtigt, at lige meget hvad vi tror, eksisterer der intet som absolut stilhed i denne verden. Eldfjall er således en både tankevækkende og fascinerende udgivelse. [Jakob Rosenbak]
Ekstra Bladet (Denmark):
lyd
FIRE STJERNER
29-årige Jacob Kirkegaard er en af vores fremmeste lydkunstnere, som også internationalt nyder stor bevågenhed. Denne gang har han ved hjælp af et såkaldt accelerometer optaget den islandske, vulkanske undergrund. Ikke musik i gængs forstand, men hvornår har du sidst hørt Moder Jord synge? [Henrik Queitsch]
Citadel (Denmark):
PÅ JAGT EFTER LYD
Jacob Kirkegaard rejser konstant kloden rundt for at optage eller optræde med sine unikke lyde. I anledning af det aktuelle album “Eldfjall” fortæller den ukendte verdensstjerne om de fascinerende lyde, der gemmer sig i alt fra danskvand til vulkaner.
Jacob Kirkegaard er lige vendt hjem fra Berlin, da CITADEL fanger ham i København, inden han et par dage efter drager videre til Køln. Den 29-årige globetrotter er forlængst blevet en efterspurgt herre på den internationale lydkunst-scene og er nærmest altid på farten enten for at give koncerter eller for at finde flere fortryllende lyde, han kan optage. Han fortæller entusiastisk om et sted, han netop har besøgt i det tyske: ”Jeg var på en bullermørk restaurant i Berlin, hvor kun blinde arbejder. Udover at maden smagte meget mere intenst, så begyndte jeg at høre ting så højt, at danskvandens brusen var som stikkende nåle i mit højre øre. Det var ikke just sød musik for ørene, selv om jeg normalt elsker lyden af vand og bobler – jeg har faktisk før komponeret med de lyde.” Anekdoten siger alt om, at Kirkegaard konstant har ørene på stilke. Som han selv udtrykker det: ”Jeg kan fordybe mig i verdens støjhelveder og lade dem åbne den øverste lem i mit hoved, så jeg kan flyve frit”. En poetisk måde at forklare på, hvorfor og hvordan han finder frem til fascinerende lyde allevegne. Eksempelvis blandt islandske vulkaner, hvor han har optaget det aktuelle album “Eldfjall” ved at stikke mikrofoner ned i undergrunden og derved forevige ”jordens musik”. En oplevelse, der har gjort dybt indtryk: ”Dét at rejse så langt for lydens skyld, dét at ligge på knæ i isnende kulde dag efter dag med ørene nede i jorden, og numsen stikkende op i gudernes himmel, dét at bringe et usynligt stykke lyd hjem til finpudsning for derefter at udfolde det i et 18 kanals højtalersystem med subwoofere, og så få en stakkels klub i København eller New York til at ryste i bukserne over naturens ophøjede helvede. Det er altså slet ikke værst…” Jacob opdagede magien ved lyd, da han som ”8-10-årig” skruede rundt i frekvenserne på en ghettoblaster med kortbølgeradio og opdagede, at der henne for enden af skalaen pludselig skete ting og sager i højttalerne. ”Der gemte sig en fjern underverden af arabiske toner og slidte morsesignaler, som dykkede ind og ud af et mudret hav af tyk elektrisk vind og radiostøj. Jeg forestillede mig, at lyd var noget, der rejste rejste igennem kabler, usynlige netværk eller dybt nede i jorden. Hver gang, lyden forsvandt under støjen, tænkte jeg, at et vildt blæsevejr et sted imellem Saudi Arabien og Danmark ruskede så vildt i lyden, at den blev blæst omkuld.” Lyder det nørdet? Det er det også. Men det er samtidig udtryk for et unikt forhold til lyd, der har gjort Jacob Kirkegaard til et verdensnavn. Han bliver dog boende her, hvor det desværre er de færreste, der kender ham. ”I dag er det ligemeget, hvor man bor i min branche. Når jeg er i Island, Tyskland eller Frankrig, så bor jeg dér og indånder stedet. Men det er da altid rart at komme tilbage til Vesterbro igen. Også selvom det regner, og folk råber ad én, når man cykler i den forkerte retning på cykelstien. Jeg er rejst fra Danmark for længe siden. Det gør jeg, hver gang jeg tager på lydekskursioner eller ud for at studere. Og det er dejligt at trække vejret. Men det er forhåbentligt også dejligt for Danmark, når jeg kommer hjem med en ny vind.” [Peter Albrechtsen]
Soundvenue
Jacob Kirkegaard – jordens trancedannende rytme
‘Eldfjall’ er ikke et af de albums, du kommer til at høre mest i dit liv. Dertil er din hverdag ganske enkelt for travl.
Danske Jacob Kirkegaard udfordrer med sit nye album lytternes opfattelse af, hvad musik kan være. Dets lyde har han nemlig hverken lavet på instrumenter eller laptop, for faktisk er det slet ikke ham selv, men selveste Moder Jord, der har lavet dem. Væbnet med en helt speciel mikrofonteknologi har Kirkegaard på Island optaget den vulkanske aktivitet, der nu gør det ud for musiske kompositioner. Kompositioner der alle har fået navn efter forskellige kulturers jord gudinder.
Jeg vil genre indrømme, at min skepsis var stor, da jeg første gange satte cd’en i afspilleren og hørte den vedvarende lyd af kogende vand. Senere har jeg ændret mening. For at få noget ud af musikken bliver man nødt til at give sig fuldstændig hen, og begive sig ind i en næsten meditativ tilstand. Gør man det, vil man føle, den rytme som ikke umiddelbart kan registreres, men som alligevel er til stede i værket. Man føler jordens rytme smelte sammen med sit egent åndedræt, og man når derved en tilstand, hvor man selv bliver en vigtig del af musikken.
Man skal altså ikke tro, at ‘Eldfjall’ er noget nemt album. Det er næsten som et lille barn, der kræver tid og opmærksomhed, men som så også kan give én meget tilbage. Er man klar til at acceptere de vilkår, vil man sagtens kunne begejstres af den udefinerbare, nærmest tracelignende tilstand man når under er et intensivt gennemlyt. [Emil Kragh-Schwarz]
Bad Alchemy (Germany):
Um die geothermische Klangwelt von Eldffjall (T33.20) einzufangen, benutzte JACOB KIRKEGAARD Accelerometer. Vibrationssensitive Mikrophone registrierten die vulkanischen Aktivitäten im Umfeld isländischer Geysire. Aus diesen Aufzeichungen konstruierte der dänische Soundartist 9 brodelnde, bebende, rauschende, knisternde und dröhnende Klangbilder. Kirkegaard, der z. Zt. an der Kölner Akademie für Kunst und Medien studiert, hat bisher durch Soaked (Tone 15), eine Kollaboration mit Philip Jeck, und durch den Bottrop-boy-Release 01.02 auf sich aufmerksam gemacht. Seine sehr Touch-typischen Soundscapes ‚erden‘ die Noise Culture in der Noise Nature. Kierkegaard belauscht auf seinem phänomenophilen Horchposten Eis, die Atmosphäre, Atomkraftwerke oder einfach nur menschenleere Gegenden. Er findet Vibrationen und dass die Welt auch nur mit Wasser kocht. Ein schwacher Trost. [Rigobert Dittmann]
Blow Up (Italy):
Il primo cd solista di Jacob Kirkegaard (che qualcuno ricorderà al fianco di Philip Jeck in “Soaked”) si inserisce nella linea di ricerca condotta dal giovane sound artist danese, impegnato a captare e registrare suoni solitamente nascosti, “suoni segreti” come lui stesso li chiama, emessi nel corso di fenomeni naturali. In Islandese la parola “Eldfjall” significa montagna di fuoco, vulcano, ed è proprio i suoni dei vulcani, o meglio della loro attività che si propaga attraverso il suolo in forma d’onda, che Kirkegaard ha registrato lo scorso agosto in Islanda avvalendosi di una serie di accelerometri, strumenti a forma d’asta che possono essere inseriti nel terreno e che captano le vibrazioni che in esso si diffondono.“Dappertutto nel cosmo esistono nuclei sonori indipendenti, privi di relazione diretta con la sfera umana ma connessi alle forze che muovono il mondo. Sono felice quando riesco a prestare ascolto alla superficie vibrante di questi nuclei e registrare quello che accade”, afferma Kirkegaard. Uno dei suoi obiettivi è quello di entrare in questi nuclei sonori, in ritmi normalmente nascosti all’orecchio umano al fine di percepirne il lavorio interno, l’oscurità, la densità. Per questo in “Eldfjall” Kirkegaard ha rivolto l’attenzione alle vibrazioni dei vulcani: connesse a movimenti interni alla Terra e a un’attività che va avanti nel corso dei millenni, rappresentano forze estranee ai ritmi umani quotidiani eppure intimamente legate alle origini dell’esistenza del mondo. Non a caso l’artista, attingendo a diverse culture e tradizioni, ha intitolato ogni traccia dell’album a una divinità femminile simbolo di miti di generazione, distruzione e fertilità, dalle più note Kali e Gea a divinità della tradizione scandinava come Gerd o Nerthus. Il tutto a creare una rete di riferimenti a forze e movimenti sonori ctoni riflessi peraltro nei suoni del cd. Suoni non facili, in cui è necessario perdersi per trovare il senso di movimenti e tessiture ritmiche inizialmente sorde e ostili ma che poi scopriamo ricche di sfaccettature. Un magma primordiale da cui emergono suggestioni di venti, percussioni e ritmi ossessivi simili ad assalti noise, scoppiettii e gorgoglii di fondo annullati da muri di rumore bianco, vento e ritmi incalzanti che non lasciano il fiato. Ne emerge un ritratto assai efficace del caos primordiale da cui tutto è nato, incontro di forze vitali e distruttive, di cui Kirkegaard ha saputo rendere tutta la forza, l’alterità, il senso di minaccia e di continuo rigenerarsi. (8) [Daniela Cascella]
Almost Cool (Web):
Danish musician and sound-sculpter Jakob Kirkegaard is interested in the sounds that most people will never get the chance to hear. In addition to collaborating with lots of different artists over the course of the past couple years (including Philip Jeck), he has put together an increasingly interesting body of work of sounds he has captured in a natural environment using homemade and experimental microphones. These spaces include many different locations that are known for their desolation, including deserts, volcanic earth, ice, and nuclear power plants.
Eldfjall is his newest release and like his other recent work focuses in on a rather specific body of sound sources. The release consists of geothermal recordings of vibrations in the ground around the area of Krisuvik, Geysir, and Myvatn in Iceland recorded using an array of accelerometers and vibration sensor microphones. The result is a release that is jittery and alive at times and still and droning at others, a bizarre slice of sonic life from under the surface of the group from an island known for its geothermal activity.
The biggest question one probably wants to know the answer to regarding work like this is whether it’s listenable, and like a lot of difficult music, that answer to that will probably change depending on the person. “Ala” opens with a dark, droning rumble before shifting off into a stereo-shifting piece of soft gurgling splashes while “Gaea” opens with what sounds like the faint blipping readouts of a machine measuring some sort of activity (not quite geiger-clicky, but close) before drifting into a softer droning section that gains in intensity like an encroaching wind coming down a mine shaft.
Elsewhere, the recording is much more alive and even noisy as “Nerthus” percolates with sections of crispy noise while “Kali” seems to batter the microphone with a steady wash of sound that sounds like water during a particularly heavy boil. In a strictly musical sense, the gurgling undertones of “Al-Lat” would probably tickle the ears of just about any ambient music fan. As a whole Eldfjall is an interesting document, but as a whole the sound portraits just don’t vary that much. Most tracks contain some sort of liquid gurgling-type sound and the overall range is from peaceful to rapid and overdriven, while the frequency range is most often lacking any sort of low-end (which is odd, considering the actual sub-earth sounds recorded). If you’re a person who finds field-recording and the specifics and even scientifics of it interesting, you’ll probably want to seek this release out, but if you’re looking for something more musical, there are better places to look in the Touch catalogue.
Gonzo Circus (Belgium):
Amper dertig is de Deen Jacob Kirkegaard – hij woont en studeert in Keulen – toch neemt zijn longlist van projecten, tentoonstellingen en opnames uitzonderlijke proporties aan. Jacob Kirkegaard deelt met mij zijn fascinatie voor geluid in zijn meest pure vorm. Kirkegaard creëert niet, hij registreert, ontgint, zoomt in op wat vaak vergeten is. Met zelfgemaakte elektromagnetische ontvangers en hydrophones neemt hij op diverse locaties geluiden op. Voor zijn laatste werkstuk ‘Eldfjall’ trok hij naar Ijsland waar hij in geisers en vulkanen opnameapparatuur plaatste. Interessant fotomateriaal over zijn onderneming vindt u op de site https://touch33.net. De aarde sluimert, leeft en ademt. Het is een trektocht naar het diepste punt van de aarde, de soundtrack bij een boek uit mijn jeugd, maar vooral een intrigerende ontmoeting met moeder natuur. Een aanrader voor mensen die vertrouwd zijn met het werk van die andere pionier Chris Watson. (www.fonik.dk) [pds]
Freemusic (Czechia):
I další album, které na značce Touch vychází, pochází ze sonického zkoumání naší země. Stojí za ním Jacob Kirkegaard, v Dánsku narozený zvukový experimentátor, žijící a studující v současné době v Kolíně nad Rýnem. Jedná se o zvukového hledače, jenž propojuje svojí akademickou dráhu (přednáší na Royal Architect Academy a Art Academy v Kodani) s hudební kariérou (spolupracoval například s Philipem Jeckem na společném albu Soaked, což je záznam jejich vystoupení na jazzovém festivalu Moers v Německu)… I když ruku na srdce – jmenování Jakoba hudebníkem by po vyslechnutí jeho nahrávek v mnoha lidech zanechalo pouze nechápavý výraz. Jacob se totiž zaměřuje na odkrývání “hudebních” projevů země. Zachycuje a odkrývá zvuky vulkanické činnosti, pohybů ledových mas, atmosférických projevů země, opuštěných míst či atomové elektrárny. Vše zaznamenává na akcelerometry (měřiče vibrací), hydrofony (přístroje pro příjem zvuků přenášených vodou) a další vlastnoručně vyrobené přijímače zvuku na elektromagnetické bázi.
Na desce Eldfjall zaostřil Jacob svou pozornost na zvukové projevy tektonicky neklidného místa planety – Islandu. Geotermální nahrávky vibrací země pořídil během jara a podzimu loňského roku. Zemské zvuky jsou zachyceny akcelerometry a mikrofony (vibračními senzory), jež ponořil do země na mnoha místech Islandu v blízkosti gejzírů, aby zmapoval zvukové projevy vulkanické aktivity styku dvou zemských desek. Výsledkem je devět surových stop, jež nás zavrtávají pod povrch zemský dovnitř zemské kůry. Čilý “provoz” pod islandským povrchem má nesčetné nuance (bublání, syčení, drhnutí vrstev o sebe atd.) a zde uvedené příklady jsou pouze zlomkem toho, jakým hlasem naše planeta ve svých útrobách promlouvá. Na rozdíl od BJ Nilsena nechává Jakob nahrávky ve své přírodní nahotě. Neupravuje je ani nedoplňuje dalšími zvukovými vrstvami. Proto se výsledek v mých očích jeví jako zajímavý pokus spíše vědeckého vyznění. I z tohoto důvodu si ho neodvážím porovnávat s ostatními recenzovanými deskami. [bez hodnocení]
Wreck This Mess (France):
Voici un disque aux sonorités presque palpables tant elles sont denses. Ce mini-album répand une succession de mugissements sépulcraux, de grondements étranges… Au sens strict, c’est une musique chtonienne : tous ces sons proviennent de capteurs ayant enregistrés le bruit de geysers et autres bouleversements géologiques qui perturbent le sol islandais. Des enregistrements natures, seulement amplifiés puis tronçonnés en séquences de quelques minutes et qui nous font pénétrer dans une autre dimension… Tout comme les captations de l’entomologiste sonore Chris Watson ou les expérimentations acoustiques et numériques de Hazard relayées avec constance par le label Touch. Ce document particulier témoigne d’un travail d’exploration d’environnements sonores qui allie approche scientifique et démarche artistique (Danois, Jacob Kierkegaard est diplômé de l’Ecole Supérieure des Arts et Médias de Cologne). [LD]
RUIS (Belgium):
De 29-jarige Deen Jakob Kirkegaard verdiept zich, letterlijk en figuurlijk, in het geluid van de aarde. Kirkegaards missie bestaat uit het ontginnen van geluiden die niemand ooit te horen kreeg. Kirgegaard gaat op zoek naar de sound die zich onder de aardkorst van ijsland bevindt. Hiervoor werd speciale apparatuur neergelaten in geisers en kraters die de ondergrondse vibraties omzetten in een zeer dicht en rijk geluid. De negen opnames zijn donker maar gevarieerd en blijven boeien van begin tot eind. [DD]
Undertoner (Denmark):
Det er lyden af Jordens pladetektonik, der fremstår uberørt på albummet Eldfjall. Og hvis man synes, det lyder kedeligt, bør man ændre sin mening – for det er hverken specielt ensartet eller kedeligt at lytte til Jordens lyde.
Hvis man lægger sit øre mod jorden, giver den umiddelbart ikke meget lyd fra sig. Og selv hvis man graver et hul og stikker hovedet derned, er der stadig meget stille. Men de steder på Jorden, hvor de store kontinentalplader støder sammen eller fjerner sig fra hinanden, sker der mere. Der er store kræfter på spil, og det ses ved, at der i disse områder ofte er vulkanudbrud eller jordskælv. Og det er begivenheder, som så absolut giver lyd fra sig.
Jacob Kirkegaard fokuserer i sin musik på den skjulte musikalitet, der findes overalt omkring os. Det kan nok diskuteres, om de ni numre på Eldfjall overhovedet bør regnes for at være musik, eller om det mere er lydkunst. Under alle omstændigheder er det værd at lytte til.
Eldfjall er optaget på Island, men Jacob Kirkegaard har ikke blot lagt en mikrofon mod overfladen af øen. Han har stukket en bestemt type kontaktmikrofon – et såkaldt accelerometer – ned i den islandske undergrund. Jacob Kirkegaard siger, at han ikke interesserer sig for teknik, men mere for de muligheder, som teknikken giver ham. I tilfældet med Eldfjall må han være rigtig tilfreds, for lydene af den islandske undergrund er spændende og varierende.
Det er de ubehandlede lyde af jordens indvendige, som er udgivet på Eldfjall. Ubehandlede, fordi Jacob Kirkegaard synes lydene er interessante og varierede nok i sig selv. Og det er de også, selv om de første gennemlyt kan være svære at komme igennem.
Der er ingen let måde at lytte til Eldfjall på. Numrene har ingen umiddelbar rytme eller melodilinje. Det kan på samme nummer både syde blidt, rumle kraftigere eller boble, som om noget koger. Der er både dybe toner og svagt skærende, diskante lyde – og ofte i flere lag oven på hinanden. Lydene bliver på mange numre ikke fadet blidt ind i hinanden, men der klippes brat mellem stemningerne.
Andre steder bølger den organiske støj frem og tilbage mellem højre og venstre kanal. Små klikkende slag og boblende lyde kan virke som rytme, selvom de falder spredt på numrene. Stilheden mellem numrene fungerer godt som et hvil for ørerne, for Eldfjall fungerer bedst, når anlægget er skruet godt op over middel – selv om de dybe bastoner får kaffestellet til at klirre. Af og til savner man dog, at det enkelte nummer fortsætter længere, for man kan godt føle sig revet ud af en stemning, når lydbilledet pludseligt skifter brat eller et nummer slutter.
Eldfjall er ikke et album, hvor man skelner mellem de forskellige numre, for selv om der er forskellige lyde spredt gennem hele albummet, er det egentlig lige meget, hvilket nummer man lytter til.
Albummet er en helhed, og det kræver absolut åbenhed fra lytterens side. Det er i detaljerne og lagene i lydbilledet, at Eldfjall er stærkest. Det, der umiddelbart lyder som ensformig støj, har en dybde og detaljerigdom, som man langsomt lytter sig ind på, efterhånden som øret vænner sig til støjen. Eldfjall kræver tid, men giver til gengæld fornemmelsen af tidsløshed tilbage til lytteren. [Jakob Lisbjerg]
Sonic Arts Network (UK):
It has taken me a few weeks of having this CD in my possession before I finally found an opportunity to play it; let alone review it. After all, it is difficult to find the perfect occasion to listen to recordings of geothermal rumblings. Getting ready for a night out, I’ve never been tempted to apply make-up while listening to the earth’s crust gurgling. Similarly, on long car journeys I can’t see myself humming along to seismic vibrations.
These are sounds which require concentrated, undisrupted listening and anyone lucky enough to have time to engage in such an exercise will be justly rewarded.
Everything about this album was completely alien to me; from the strange other-worldly sounds to the unpronounceable track names. Even the beautiful, muted images on the CD sleeve seem somehow bizarre and impenetrable.
Using accelerometers – vibration sensor microphones – Kirkegaard is able to map the sonic aspect of volcanic activity at the surface of the earth and Eldjfall is a compilation of recordings taken from geysers in Iceland.
You experience the sound as vibrations, retaining some of the huge physical forces present at the source of the recordings. I found it impossible to distinguish between what I was hearing and the sensation of the sound travelling through my body. It was a surreal experience; one which highlights the sensory overlap between hearing and feeling. I was most aware of this – surprisingly – in the gaps between the tracks, when the silence feels like it is still pulsing with the aftershock of the vibrations.
As for the tracks themselves, it is a hopeless task to try to describe them: they are unlike anything I have ever heard before. Bass-heavy rumbling gives way to a tinny high-pitched tapping which then dissolves into an uncomfortably visceral noise; as though the earth is mimicking the internal sounds of our bodies.
In describing the sounds, I am forced to fall back on modes of comparison. My notes are a jumble of metaphors. Everything “sounds like” something else. In track one the earth ‘breathes’ and there is a sound like water running beneath a sheet of ice. Track two features a segment reminiscent of the blurry noise made by a screaming crowd at a music gig. Track three has a rhythmic quality; a regularly repeating sound like an airplane propeller rotating and parts of track five sound like a faraway swarm of bees, gathering momentum. These tracks generate questions about the limitations of our vocabulary to capture the nuances of sound. My clichéd similes can’t begin to describe the experience of listening.
From a practical perspective, this is a CD which needs to be listened to on a high-tech, high-spec sound system and my paltry CD player and budget speakers mangled the finely-modulated sounds, causing distortion and frequent static. This detracted from what is, in fact, a carefully edited collection of recordings.
I remain unsure how and when a CD like this should be listened to and I certainly can’t endorse it as relaxing; these sounds are a disturbing mixture of soothing and sinister and I felt fairly drained at the close of its 36 1/2 minutes. But it nevertheless resonates; both literally and metaphorically. In their capacity to express the subtle noises of the earth readjusting and in the multi-sensory experience of listening to them, these tracks transcend the sum of their parts. Not only has Jacob Kirkegaard mapped the environment in which he has made these recordings: he has created an album that can transform the environment in which it is played. [Jana Phillips]
lostatsea.net:
Sound Art tends to reside in the womb of babbling brooks, birdsong and other such surreptitious sounds of nature’s muddled majesty. Often born by way of government grants and acting as aural journals of a particular person’s voyage, the ensuing compositions are more valued for their information content rather than as relics of passionate creation.
Along just such a path, Denmark-born Jacob Kirkegaard ventured with turntablist Philip Jeck to harvest musical sounds plunged in the yawning layers of the earth’s crust. With accelometers, vibration sensor microphones and homemade electromagnetic receivers, Kirkegaard has since wandered about Kriuvik, Geysir and Myvatn – all quaint towns perched in Iceland – and mined geothermal vibrations from that island’s soil.
From the murky, pensive rumble and bustling bubble of “Ala”, however, Eldfjall is a poised, intimate affair. Rather than isolating distinct sounds and rearranging them at will, Kirkegaard treasures the order and particularity of these gurgling splashes, pops and shrill winds as though they were artifacts. For this reason, such works seem content not to be something on their own, but to disclose shapes, form and values that are each noises possibility. As opposed to here, there and everywhere, the sense is imparted that one is being carefully lowered in scheduled segments, delving deeper and deeper into an underground community of sound. The effect is such that one imagines one’s self as spying on a way of life that has gone on for some time now, regardless of the transitory projects issued from those above.
With a sudden rush of brittle shards of noise stabbing at one’s ears like so many sharp needles, one notes this work’s tendency to go stark raving mad at any moment; “Coatlicue” is bathed in an almost post-industrial background of sparks and metallic crashes, alongside churning layers of lava which grumble underneath the intricately interwoven patterns like an antiquated seaside factory.
Meanwhile, layered deep in a bed of cathedral reverb, the dim, reedy intonations of “Kali” mimic the creak of black ice under tidal currents that roll onto a rocky beach; Kirkegaard divulges an abundance of sounds by capturing each moment at numerous angles. Be that as it may, having such a particular sound source as its origin also works to limit this effort’s power.
Whereas the first half of the album offers minor deviations upon the compact, billowing drones, punctuated now and again by clipped, shaved and trimmed clicks, the process gradually grows redundant. While the level of detail is engrossing and pieces flow intriguingly, all too often the lengthy peaks and troughs remain static, venturing little.
Granted, through such a single-minded approach, the precious brilliance of the object is revealed by the force of this assertion, but with it brings a sense of tragic dependence. As the work passes away, pieces appear engulfed in Kirkegaard’s fascination with geothermal activity, which renders this a useful scientific document, but one devoid of musical distinctions. [Max Schaefer]
geiger.dk (Denmark):
Island fascinerer moderne musikere på mere end én måde. Vist har trekløveret Björk, Múm og Sigur Rós leveret en efterhånden pæn stak af de sidste ti års mest interessante plader, men også øens landskaber har over de seneste par år tiltrukket flere kunstnere i krydsfeltet mellem musik og videnskab. Deriblandt industrial-legenden Chris Watson, der i 2003 udgav cd’en Weather Report, som bl.a. rummede lydcollagen ”Vatnajökull”, der fulgte en isbræs kredsløb fra fødsel til opløsning. Den cd udkom på det fine britiske eksperimental-mærke Touch – og det samme gør nu den danske lydkunstner og tidligere Æter-musiker Jacob Kirkegaards lignende musique concréte-værk Eldfjall, som i stedet for isens vandring tager udgangspunkt i Islands kraftige geotermiske aktivitet: Nærmere bestemt øens gejsere og den geologiske rumlen, der opgiver dem. En usædvanlig lydkilde, som er blevet optaget på en række accelerometere, der er blevet placeret i jordoverfladen på de pågældende lokaliter. Derefter er optagelserne kun blevet mixet, redigeret ned og monteret i forhold til hinanden: Dette er den rå lyd af jordens indres fugtige ydre.
Når man tænker på hvor voldsomme kræfter, der egentlig er på spil – ”numrene” bærer sigende nok religiøst farvede titler som ”Gaea”, ”Nerthus” og ”Kali” – er det i grunden bemærkelsesværdigt, hvor dulmende de virker i praksis. De opfangede vibrationer fra jord, vand og vel også – i hvert fald i baggrunden – lava viser sig nemlig at have en egen for det meste underspillet rytmik og tonalitet, der bør tiltale faste lyttere af såvel dronemusik som click’n’cut. Men hvor den musik, der som oftest opstår inden for disse genrer, kan virke lovlig fortænkt og steril, lever disse optagelser bogstaveligt talt. Lyden er dyb og varm som en jættes hjerteslag – og den står aldrig stille. ”Rytmen” og ”dronen” er nemlig til syvende og sidst produkter af en stiv og ufleksibel menneskelig tankegang, der vil indgrænse alting. Naturens nærmeste ækvivalenter til disse fænomener udfolder sig uden at tænke sig om først – i en konstant tilstand af flux, der opløser begreberne i forhold til både sig selv og hinanden. Og netop fordi Moder Jord – Gaea eller Nerthus, som henholdsvis grækerne og urgermanerne kaldte hende – har sat sine fedtede, autentiske fingeraftryk på alt, denne cd rummer, bliver Eldfjall til formidabel ambient. Ambient af den slags, man snarere reagerer på med kroppen end med bevidstheden. Måske er det, man opdager med dette album, at jordens hjerteslag rent faktisk ikke er så voldsomt anderledes end éns eget. Og det uanset om det rent lydligt tager form af en susen, en sprutten, en rumlen, en boblen eller en tør, flammende knitren.
Mange mener, at musik og videnskab er to begreber, der under ingen omstændigheder bør blandes sammen. Tro om igen: Det er blot den ovennævnte indsnævrede menneskelige tankegang, der spiller dig et puds. Eldfjall beviser, at videnskab er musik, og at de to ting nok i virkeligheden aldrig har været forskellige. I hvert fald var det sikkert lyde som disse, vores fjerneste forfædre forsøgte at efterligne og organisere, da de samlede deres første instrumenter op fra jorden. Og selvom Kirkegaards værk måske ikke ligefrem siger, at alt siden dét tidspunkt har været en fejltagelse, dokumenterer den på bedste vis det frugtbare i at vende tilbage til rødder, der er dybere end os selv. [Steffen B. Pedersen]
Criticas Novas (Portugal):
Houve um tempo em que a música electrónica sugeria um mundo inteiramente artificial, com a cultura a substituir a natureza. Tal não se verificou nem parece que venha a acontecer no futuro, desmentindo assim a imagética da ficção científica, com essa mesma electrónica a referenciar-se cada vez mais no mundo natural para o desenvolvimento das suas estratégias (Fibonacci, atractores estranhos, etc., etc.). A fórmula “field recording” levou finalmente estas práticas para o domínio da ecologia sonora, quando pouco antes a arte parecia assumir-se como uma “anti-ecologia”, ou seja, como a constituição de um sistema paralelo de produção exclusivamente humana. Pois tais práticas têm agora um novo aderente, Jacob Kirkegaard. Antes ocupado com a manipulação digital dos característicos sons da manipulação de gira-discos, confirmando o artifício como um “remake” desnaturalizante (investimento esse, de resto, que viria a resultar na sua colaboração com Philip Jeck e os seus velhos Dansettes), eis que o dinamarquês radicado na Alemanha se volta para a Terra e para a criação sonora com base nos fenómenos naturais. “Eldfjall” consiste, precisamente, na amplificação sem qualquer intervenção – é ele que o garante –a nível de processamento ou de mistura, das texturas auditivas provocadas por geysers e estremecimentos da crosta terrestre, captadas em diferentes alturas e locais na Islândia. Da parte de Kirkegaard não houve, sequer, a preocupação de que estas recolhas tivessem um tratamento especificamente musical, com algum tipo de estruturação ou de sequenciação que implicasse uma ideia de início e outra de fim. O seu papel não é, pois, o de um compositor, mas simplesmente o de um “revelador” de sons normalmente imperceptíveis ao ouvido ou pelo menos não isolados desta forma, pelo simples facto de que, se calha observarmos um geyser, o vê-lo secundariza o ouvi-lo. Face a este género de trabalhos, compreende-se a preferência pela utilização de tais materiais, quando afinal as sínteses por computador não fazem mais, em muitos casos, do que imitar o que a própria natureza já “sintetizou”.